Noget af den alkohol, du indtager, trænger gennem moderkagen og ind i din babys blodomløb. Jo mere alkohol, du indtager, og jo oftere du gør det, desto mere bliver din baby udsat for alkohol.
Et stort og hyppigt alkoholindtag udsætter babyen for alkoholniveauer, der risikerer at bremse dens udvikling. Det er velkendt, at børn af mødre, der har haft et stort alkoholforbrug i løbet af graviditeten, risikerer at få uoprettelige fysiske, adfærdsmæssige og mentale problemer, der kan følge dem hele livet (1-3). Disse problemer er resultatet af en føtal alkoholspektrumforstyrrelse (FASD) (4). Den mest alvorlige af disse tilstande er føtalt alkoholsyndrom eller FAS (5, 6).
Der findes kun begrænset dokumentation for så vidt angår et lejlighedsvist og let alkoholforbrug i løbet af graviditeten og et sådant forbrugs indflydelse på fosterets udvikling. Eftersom der ikke er blevet fastsat en sikker grænse, er det en god idé at holde sig på den sikre side. Selv om udviklingsproblemer med relation til FASD og FAS skyldes et for stort alkoholforbrug, er det bedst, at gravide kvinder helt undlader at indtage alkohol (7, 8).
Det er også en god ide at undgå alkohol, hvis du planlægger at blive gravid, fordi du ikke ved med det samme, om du er blevet gravid. Hvis du finder ud af, at du er gravid, og du har indtaget alkohol, bør du tage en snak med egen læge.