Det er vigtigt at forstå betydningen af absolut og relativ risiko, fordi alle vores handlinger indebærer en vis grad af risiko. Indtagelse af alkohol kan øge din risiko for at udvikle bestemte sundhedstilstande. Jo mere du drikker, jo mere sandsynligt er det, at denne risiko stiger. Hvis du ved, hvad der er på spil, og hvad du kan gøre for at reducere risikoen for at komme til skade, kan du træffe beslutninger på et velinformeret grundlag.
Hvad er absolut risiko?
Den absolutte risiko beskriver sandsynligheden for, at noget vil ske, uanset om det er at blive ramt af lynet, få en sygdom eller vinde i lotteriet. Den kan udgøre en risiko i løbet af en dag, et år eller i hele din levetid.
En ud af 77 bilulykker i USA ender f.eks. med dødsfald. Hvis der skulle opstå en bilulykke, er der derfor en absolut risiko for et dødeligt udfald på 1 til 77 eller 1,3 %. Denne udregning tager ikke højde for den generelle risiko for at blive involveret i en bilulykke, men blot for risikoen for et dødeligt udfald, hvis du kommer ud for en bilulykke.
Hvad er relativ risiko?
Den relative risiko er en måde at sammenligne risici under to forskellige omstændigheder. Det kan være mellem to grupper af personer, der deltager i forskellige aktiviteter, eller en sammenligning af, hvor risikabelt noget er under to forskellige omstændigheder.
Lad os bruge vores eksempel igen. Ifølge forskningsresultater (1) stiger risikoen for en dødelig bilulykke med mængden af regn, der er faldet. Risikoen for en dødelig bilulykke stiger med 27 % ved småregn, hvilket derfor svarer til en stigning i den relative risiko på 27 %. I kraftig regn er risikoen for en dødelig bilulykke over 2,5 gange større end i godt vejr, så den relative risiko er 250 %.
Så hvilken indflydelse har det på den "reelle" risiko for ulykker, når du kører i regnvejr? Det er et resultat af både den absolutte og relative risiko.
-
Hvis du kommer ud for en bilulykke i godt vejr, er din risiko for, at den er dødelig for dig eller en anden, 1 til 77 eller 1,3 %, som vi fastslog tidligere.
-
Hvis du kommer ud for en bilulykke i småregn, stiger risikoen for et dødeligt udfald derfor med 27 %. Det vil sige, at din generelle risiko for at en bilulykke får en dødelig udgang er 1 til 61, eller 1,65 %.
-
Hvis du kommer du for en bilulykke i kraftigt regnvejr, stiger risikoen for et dødeligt udfald med 250 %. Derfor er din risiko for en dødelig bilulykke 1 til 31 eller 3,2 %.
De samme principper gælder, når vi ser på, hvordan indtagelse af alkohol påvirker risiko, og der findes metoder, hvormed man kan reducere risikoen for potentiel skade. Ingen er ens, og virkningen af et alkoholindtag vil altid indebære en større risiko for nogle end for andre. Som en tommelfingerregel er det dog bedst at holde sig indenfor de grænser, der er fastlagt i sundhedsstyrelsens anbefalinger. Disse anbefalinger er blevet udarbejdet med udgangspunkt i videnskabelige undersøgelser af alkohol og sundhed for at hjælpe dig med at træffe beslutninger på et velinformeret grundlag. Hvis du er bekymret for dit eget eller andres alkoholforbrug, bør du altid spørge en sundhedsfaglig person til råds.