Fem trin, der kan hjælpe dig med at tale med nogen, du er bekymret for

Det kan være svært at tale med en ven eller et familiemedlem, hvis du mener, de har et problematisk alkoholforbrug. Men det er det værd, siger Dru Jaeger, og personen vil sandsynligvis være glad for, at du gjorde det.

Fem trin, der kan hjælpe dig med at tale med nogen, du er bekymret for
Fem trin, der kan hjælpe dig med at tale med nogen, du er bekymret for

Det er en del af den menneskelige natur at ville hjælpe andre, særligt vores nærmeste. Hvis vi tror, at de personer, der betyder mest for os, har et problematisk alkoholforbrug, føler vi trang til at hjælp dem – men det kan være svært at finde ud af, hvordan vi skal tage hul på det.

Nogle gange virker det åbenlyst for os, hvad vores nærmeste bør gøre, og vi kan føle os dybt sårede eller påvirkede af deres dårlige beslutninger. Vi kan ende med at være vidne til nogens overforbrug af alkohol i årevis og føle os magtesløse over, at vi ikke kan gøre noget. Og vores vrede og irritation kan vokse.

I sidste ende er det bedre at holde fast i troen på, at de personer, vi elsker, kan forandre sig. Men selv om det er frustrerende, må vi acceptere, at de først begynder at forandre sig, når de er klar. Her er nogle trin, der kan vejlede dig i, hvordan du griber en sådan samtale an.

Mange personer, der kommer ud på den anden side af et problematisk alkoholforbrug, siger, at de ville ønske, at nogen havde talt med dem – også selv om de er usikre på, hvordan de ville have reageret.
- Dru Jaeger

Søg samtalen, ikke konfrontationen

Hvis du er bekymret for, at andres alkoholforbrug har en negativ indvirkning på denne person, skal du ikke bare undlade at sige det til dem. Mange personer, der kommer ud på den anden side af et problematisk alkoholforbrug, siger, at de ville ønske, at nogen havde talt med dem – også selv om de er usikre på, hvordan de ville have reageret.

Men husk, at du ikke er i gang med at tilrettelægge et forløb. Det er blot en samtale. Så find en måde at kunne tale afslappet og venskabeligt om det, og undgå en dramatisk konfrontation.

Uanset, hvad du ellers gør, skal du undgå at tale med personen om problemet, når vedkommende er beruset. Ud over risikoen for en løssluppen følelsesmæssig reaktion, vil vedkommende sandsynligvis ikke huske noget af det, der blev sagt. Vent, til vedkommende er ædru, og i begge er klare nok i hovedet til at kunne drøfte emnet.

Lyt med empati

Meget ofte er et overforbrug af alkohol kun overfladisk relateret til selve alkoholen. Din gode ven kan have kastet sig over flasken på grund af problemer på arbejdet, udfordringer i parforholdet eller et pres for at passe ind sammen med andre. Depression og angst er almindelige udløsere, så stil åbne spørgsmål om, hvad der sker i vedkommendes liv.

Lyt med empati. Giv personen tid til at tale og reflektere over, hvad denne har sagt. Sørg for at lade vedkommende fortælle om sit liv fra hans eller hendes eget perspektiv, også selv om du mener, at vedkommendes verdensbillede virker forvrænget. Du kan selvfølgelig fortælle vedkommende om dine bekymringer, men det er meget vigtigt ikke at fortælle personen, hvad denne skal gøre.

Mind ham eller hende om sit positive jeg

Hvis nogen har kæmpet med alkoholproblemer i et stykke tid, kan de holde op med at tro på, at de kan forandre sig. Mange mennesker er ulykkelige over deres alkoholforbrug og ønsker at handle anderledes, og de fleste har tidligere forsøgt at skære ned på forbruget eller stoppe helt. Men det er svært at gøre alene, og hvert eneste mislykkede forsøg kan slå skår i deres selvtillid.

De kan også have glemt, hvordan livet var, inden alkoholforbruget blev problematisk. Så der er du der for at minde dem om deres bedste jeg. Og opmuntre dem til at fuldføre en hvilken som helst løsning, de kommer frem til.

Hvis du vil være en god ven for dem, må du ikke forvente, at enkeltstående samtaler ændrer alt. Det er aldrig dit job at løse deres problemer for dem, men du kan spørge om, hvordan det går.

Du kan føle dig fristet til at plage dem i håbet om, at det tvinger dem til at ændre sig. Men en mere nyttig tilgang kan være at inddrage dem i løsningen af dine problemer, frem for at løse deres.
- Dru Jaeger

Bed dem om at hjælpe dig

Hvis den person, du er bekymret for, er din partner eller et familiemedlem, du bor sammen med, kan det være særligt svært at håndtere problemet. Som med ethvert andet problem i et forhold, kan det hjælpe at tale det igennem.

Det er fristende at lade din vrede gå ud over dine nærmeste, særligt hvis deres adfærd har såret dig. Du kan føle dig fristet til at plage dem i håbet om, at det tvinger dem til at ændre sig. Men en mere nyttig tilgang kan være at inddrage dem i løsningen af dine problemer, frem for at løse deres.

Her er et eksempel. Forestil dig, at din partner regelmæssigt er oppe sent for at drikke, forstyrrer dig, når han eller hun går i seng, og derefter holder dig vågen med sin snorken. Du kunne tale om dit besvær med at få en god nattesøvn og spørge om, hvad han eller hun kan gøre for at hjælpe dig. Lad samtalen dreje sig mere om dine behov end om hans eller hendes alkoholforbrug. Måske finder han eller hun en måde at forandre sig på, der virker for jer begge.

Søg professionel hjælp

Der er intet af det her, der er nemt, og forandring kan kræve meget tålmodighed. Hvis du føler dig tynget af en anden persons alkoholforbrug, skal du passe på dig selv. Det gælder især, hvis du bor sammen med personen, og I har børn sammen. Hvis du ikke passer på dig selv, mister du din evne til at tage dig af andre.

Det er nemt at blive medskyldig i at tillade en anden persons adfærd, og du kan have brug for professionel hjælp for at erkende dette. Spørg efter den hjælp, du har brug for. Et overforbrug af alkohol er en af de største udfordringer, du kan møde i et forhold, men det er også et problem, som mange mennesker har overvundet.